Fysioterapeut Liset Egsgaard der til daglig driver LE Fysioterapi i lægehuset i Sdr. Omme, skal til at gå på barsel. Men istedet for at lukke klinikken, har Liset fundet en anden løsning, nemlig at finde en barselsvikar. Det bliver fysioterapeut Monica Rishøj, der skal drive klinikken videre i det år Liset er på barsel.

 

Fysioterapeut Monica RishøjMonica Rishøj

Den nye fysioterapeut er 25-årige Monica Rishøj fra Herning. Hun har bl.a. klinikerfaring fra Tangsø Sundhedscenter i Bækmarksbro, hvor hun også har haft bassin- og holdtræning. Derudover arbejder hun som bassininstruktør og livredder i Herning Svømmehal.

Monica har kurser i bl.a. akupunktur, kinesiotape, sportsmassage og skulderdiagnoser. Hun er uddannet professionsbachelor i fysioterapi januar 2017 på VIA University College i Holstebro. Hendes spidskompetencer er nakke-, ryg-, skulder og bækkenproblematikker samt overbelastningssmerter i arme og ben.

 

Holdtræning og virksomhedsaftaler forsætter som hidtil

Monica har den sidste uges tid været i klinikken for at se hvordan og hvorledes tingene foregår, for det er planen, at hun skal forsætte i samme spor som Liset. Monica kommer også til at overtage holdtræningerne, som foregår i Sdr. Omme Multicenter.

LE Fysioterapi har en del virksomhedsaftaler, hvor behandlingen foregår på klinikken. Hun vil også overtage aftalen med Sdr. Omme Statsfængsel, hvor hun kommer til at behandle de indsatte.